Kan man arbejde med skibe på land?

Foto: Morten Holtum

Foto: Morten Holtum

Har du hørt om den maritime branche, men tænkt at det ikke er noget for dig, da du ikke er interesseret i at arbejde ude på havet? Så er du helt forkert på den, for der findes masser af jobs til lands – også selvom du tager en maritim uddannelse.

Tro om igen!

Har du egentlig hørt, at der er noget, der hedder den maritime branche? Har du tænkt over, hvad det er for en branche? Måske har du hørt om den, og du tænker, at det er en branche med folk der arbejder ombord på skibe? Det er ikke helt forkert – men det er heller ikke rigtigt.

I den maritime branche finder man både rederier og virksomheder, der bygger skibe og udvikler udstyr til skibene. Den maritime branche er en del af det, vi kalder for Det Blå Danmark. Det Blå Danmark er også shippingindustrien, som er dem, der sørger for, at der bliver fragtet varer rundt mellem landene på verdenshavene.

LÆS MERE: Et hav af muligheder – hvad venter du på?

Men det er også lidt forvirrende, at man ikke behøver at arbejde ombord på et skib, når man arbejder i en branche, der har med skibe og søfart at gøre. Selvfølgelig er der nogen, der skal styre skibet, men du behøver ikke at arbejde ude på havet, bare for at blive en del af den maritime branche. Vidste du egentlig, at Danmark er blandt verdens førende maritime nationer?

En motor på højde med tre giraffer

Men hvad kan du så lave, hvis du gerne vil arbejde i denne kæmpe industri, men helst bare vil arbejde til lands? Nogle af arbejdsopgaverne i de store danske maritime virksomheder er at bygge motorer til skibe. I Danmark er verdens største og stærkeste skibsmotor blevet bygget. I 2007 var den største motor 29 meter lang og 14,6 meter høj. Det betyder, at den var lige så høj som tre giraffer, der stod oven på hinanden!

Du kan også få et arbejde hos et skibsværft. Et skibsværft er hvor skibe og både bliver bygget, og det er også her de skal hen, hvis der er noget, de skal have repareret. Et skib består af rigtig mange dele og rigtig mange metalplader, så hvis du synes det kunne være sjovt at arbejde med metal, er det en rigtig god ide, at få arbejde som eksempelvis industritekniker i den maritime branche. Nogle skibe er 400 meter lange – så der er altså ret meget, der skal bygges.

Det kræver særlige kompetencer

Når skibet og motoren er bygget, så skal der også være elektricitet ombord på skibet. Hvis du godt kunne tænke dig et anderledes job som elektriker, så skulle du måske netop overveje den maritime branche. Der er brug for elektrikere i denne branche, og så er det et job fyldt med spændende udfordringer. Derfor er der brug for nogle helt særlige kompetencer.

Helt simpelt kan man sige, at Det Blå Danmark består af shipping industrien, som er dem der fragter varer rundt på verdenshavene og den maritime industri, som laver skibe, udstyr til skibe og også har med serviceopgaver for skibe at gøre. Så der er masser af jobs til dig, der gerne vil arbejde med skibe, men ikke vil arbejde på havet.